Categories
Book sample

Be mindful of what you wish for

While my blog is meant to be in english the first book I wrote was in danish. This post is gonna be an intro in english and then a sample chapter from my first book as I think the chapter exemplifies some thouhgts I’ve had the last week.

Last week I meant to write a bit about the economics of personality and affordance of personal perspectives but instead I ended up writing about the volatility of perception. I actually had to go back and change my original title to reflect the change in subject.

If you came here from my social media profile you saw the post thumbnail had a quote from a wishful message I wrote to my mother during the wake of COVID-19. Roughly translated the message was:

“[…] Others fears the world will never be the same again, as if that is a bad thing. I hope the world will not be the same. That we learn deeply and begin to appreciate each other more and become more inclusive.”

I’m starting to believe this could actually be the outcome once this atrocity fades. I get the butterflies that makes me believe we could be at the beginning of the eradication of agonism.

Yet I fear that we might overshoot too far and end up on a dangerously bad track.

One of the few things I know to be true is that shadows are a great place to hide things which are too delicate to survive in the blisteringly bright light. I know the shadows for some provides freedom to those whom can’t afford the exposure that comes with the light of normalisation.

This freedom I talk about is not freedom of speech or the so-called freedoms our laws describe we should have.

I talk about simplere freedoms that I can only sum up as being like a tomboy amidst a gang of boys. It’s the kind of freedom that allows one to be the individual before being a component of a group.

The kind of liberation of that comes with embracing the ugly when everyone else only wants beauty (yes, a sarcastic piece but it holds relative truths if you look beyond the surface).

The result of limiting freedom is usually always radicalisation.

Mind you that the shadows does not only provide refuge for wicked things.

Instead of going all out on this subject I’d instead like to share a sample chapter of my first book about my personal account of having schizophrenia. It’s in danish but hopefully should be readable with an online translator.

The chapters is about destructive thoughts I rarely get to share with people because we commonly prioritise the accommodation of positivity or superficiality.

Sidenote 1: If you like the chapter and can read danish I share my book with anyone interested free of charge. Just contact me to get a copy or ask about it in the comments here or on social media.

Sidenote 2: I don’t know if or when the book will be published as I currently don’t possess the cognitive surplus to find a suitable publisher or even make a decision about how to publish it.

Before I share the chapter I’ll leave you with another (translated) quote from my book:

“Sometimes I discover tiny pieces of peoples imagination that advocate we as humans collectively can’t comprehend the depth of our thoughts yet and therefor only converse superficially with each other wherein we gloss everything.”


The book chapter is titled in english. The content however is written in danish:

“The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing”

Jeg føler en hvis trang til at skrive om nogen af de destruktive tanker jeg har for jeg føler bogen misrepræsentere mit sind proportionelt hvis man ser på stemningen i bogen generelt.

Der er bider af selvødelæggelse og masser af spor af personlige kampe men alt dette er skrevet i et opstemt sindsleje.

Smerten går en del dybere end det og hvis du er let påvirkelig eller har en livlig fantasi vil jeg anbefale at du springer til næste kapitel.

Organiseret menneskeliv på jorden vil kollapse. Jeg tror det er indenfor vores eller vores børns generations tid.

Jeg ser mange indikatorer på at det vil ske i en ikke fjern fremtid.

Først og fremmest har vi som menneskehed været absurd heldige når det kommer til vores lemfældige omgang med atomvåben, hydrogenbomber og alt i den kategori. Der er et dusin af veldokumenteret begivenheder hvor det har været op til enkeltpersoner at bestemme om atomkrig skulle bryde ud.

Under Cubakrisen var der russiske ubåde lige uden for USA’s grænser der blev afskåret i deres kommunikation til Rusland og med omverdenen. Amerikanske krigsskibe dybvandsbombede dem.

Besætningens protokol var at besvare ved at sende deres missiler afsted men det var på ingenmåde almindelige våben de havde om bord. Det var atomvåben.

Det kom så vidt at de ville affyre deres våben hvilket i følge deres reglement krævede 3 officerers godkendelse. 2 af officererne godkendte. Den sidste nægtede.

I 1995 sendte Norge en flertrinsraket op i atmosfæren der skulle studere nordlyset over Svalbarde. Den blev mistolket i Moskva fordi dens signatur lignede et amerikansk atomvåben der var på vej i mod Rusland.

For første gang i lang tid blev atomkufferten fundet frem og præsenteret for Boris Yeltsin. Hans folk fortalte ham der med stor sikkerhed var et missil med et atomstridshoved på vej. Hans protokol dikterede at han skulle gengælde denne. Han fik ti minutter til at beslutte sig for hvad der skulle ske.

Han gengældte ikke og dermed blev et angreb der ville have forsaget 3. verdenskrig undgået.

Dommedagsuret er i dag 2 minutter fra midnat. Det tætteste siden 1953 hvor først USA afprøvede hydrogenbomber og Rusland fulgte trop.

En dag løber vores held ud og vores tændstik knækker.

Og selv hvis vi bliver mere fornuftige med vores masseødelæggelsesvåben så lurer klima krisen over os.

Jeg ser intet bevis for at vi vil holde vores klimaforandring på et niveau der ikke skaber kolossal forandring og ødelæggelse for menneskeheden.

Folk der er uvidende tror det handler om at vi mister lidt flot natur og at der er tale om søde dyr der forsvinder. Det er ikke dét det handler om. Det handler om massedød, klimaflygtninge, tørker, skovbrande, oversvømmelser, mangel på fødevarer og mangel på drikkevand.

Og det er kun de eksterne konsekvenser vi kommer til at opleve. Så er der de menneskelige, de sociale, de økonomiske, de etiske, de organisatoriske, de civile og alle mulige andre konsekvenser der vil følge i kølvandet.. 

Selv når jeg siger det så er folks reaktion bare: “Ja, det lyder forfærdeligt.” men tænker at det nu nok skal gå. De føler det ikke på dem. De tror det er i et eller andet fjernt land at nogen bliver lidt ulejliget.

I mens diskuterer de om deres elbiler eller deres dieselbiler kommer til at putte mest CO2 ud i atmosfæren. Og om hvad de kan købe og forbruge for at redde verden. Og at vi nok skal stoppe med at smide plastikposer i naturen og lade vær med at bruge engangs sugerør.

Det er flueknepperi. Det er marginaler. “Øhh.. Ødelægger vi vores fremtid med 98% eller 96%? Jeg tror kun det er 96%” skriver hulemænds idioterne med deres modsatrettede tommelfingre, på deres alt for dyre smartphone, lavet af utrolig effektive slavebørn, der fastholdes i økonomisk konstruerede fængsler og kæmper for blot at overleve.

Jeg prøver skære ned på mit klimaråberi for jeg kan se at det ikke bevæger sig hurtigt nok alligevel. Jeg kan se at det blot er blevet til hult og overfladisk personlig branding når ingen af os gør noget anderledes. “Pierre hvem? Nåå ja, ham der der ved en del om klima og går meget op i det.”

Den organiseret menneskehed er tabt… Men mennesket skal nok overleve. Jeg kommer til at overleve, hvis ikke jeg altså før dør af cancer, hjerteanfald, selvmord, et biluheld, astma, hjertekarsygdomme, diabetes, leversvigt…

Og grunden til jeg kommer til at overleve? Det kaos der kommer til at regere verden over afspejler blot mit indre kaos og det har jeg pænt meget erfaring i at navigere. Jeg kan muligvis ikke fange og bære så mange rensdyr eller ramme en sæl men jeg vil kunne kompensere kraftigt med mine tankeevner, min forståelse for manipulation af andre og min kapacitet til at gøre ting med hensigt og det vil give mig alt jeg har brug for.

Det her var måske faktisk et lidt uærligt kapitel. Ikke at disse tanker ikke optager mig. Men de handler om en dystopisk fremtid. En fremtid! Det er ikke i dag. Det er uærligt for jeg oplever mindst ligeså omfattende ødelæggelser nu. Det dræner og tynger mig. Gnaver sig ind i min samvittighed. Fortærer mine drømme og korrumperer mine intentioner. Gennemsyrer mit håb. Det borer sig dybt ind i hjertet på mig. Det smerter mig som tusinde syle spidse nåle der penetrerer min hud. Det hvisker børneviser i mine ører om sniffende børn der elsker og forguder deres skæve og fordrukne forældre der i fuld offentlighed misbruger dem. Det holder mig fastspærret i en dødsdans koreograferet af dukkeførere fra helvede. Spillet opføres i et brændende teater bygget på smertefulde operationer foretaget i vågen tilstand og uden bedøvelse. Det dræber mig ved at drukne mig i blod fra teenagere der har begået selvmord. Men døden giver mig ikke fred for jeg ligger vågen i kisten og råber om hjælp men ingen hører mig. I den iskolde jord mærker jeg ormene og parasitterne fortære mig langsomt. Men kulden gør dem sløve og de gør det ikke færdigt. Efter hundredevis af vintre uden en eneste sjæl har været forbi og tændt et lys og alle har glemt der lå mennesker her i hvad de troede skulle være deres sidste hvilested bliver jeg genopdaget og graves op for at blive udstillet i et ildelugtende og klamt museum. Mine øjne er væk men jeg kan mærke væsner der er ligeglade med mig får sig et grin og noget underholdning. De stirre på min halvfordærvede men relativt velbevarede krop hvori min udødelige sjæl stadig sidder fast. Kroppen er fyldt med huller og resterne er tørre og læderagtige. Luften omkring mine rester føles som biokemiske våben og det gør de fordi det er giftige gasser, der skal hjælpe mig forblive velbevaret. Endelig en dag lukkes museet og jeg smides på lossepladsen hvor jeg ligger i blandt beskidt plastikaffald, skarpe metaldåser og glasskår der skærer ind i og snitter mine rester. Rotterne finder mig og prøver spise mig men mit legeme er blevet giftigt af bevaringsgasserne og de dør hurtigt en smertefuld død i opkast og afføring. Her får min krop lov at få sin sidste hvileplads i mellem døde rotter og deres ekskrementer. Indtil ozonlaget sprænges som en sæbebobbel og alt på jorden udslettes som havde vi aldrig eksisteret. Støvet af os alle bliver langsomt finere og finere men vores bevidsthed hænger på en eller anden mærkelig måde stadig fast i resterne. Hvad der før var en samlet enhed, en sjæl i en krop, er nu splittet i trillioner af trillioner af trillioner af atomer. Vi mærker den dybe splittelse men kan intet gøre. Solvindende der fører os ud i det tomme og endeløse univers føles som en sandblæser mod bar hud drevet af motorer fra en jetjager. Lugten er tung af solbrændt svovlsyre. Vi rejser alene og forvirret rundt i de næste millioner af år i intetheden før vi finder sammen i en ny gassky der kollapser og bliver til en ny stjerne på himlen hvor vores rester presses så hårdt i mod hinanden at vi kombineres og vi eksploderer voldsomt ud fra vores kerne. Vores fælles skæbne er at blive en ildkugle i himlen der brænder så kraftigt at helvede til sammenligning blot er en finsk vintersauna. Her brænder vi i milliarder af år og vi har for længst glemt vores ubetydelige, menneske liv. Kun for at blive påmindet om vores menneskeform når nye menneskelignende væsner rejser sig på en planet nær os. Vi ser deres udvikling og deres handlinger og fortvivles i realiseringen at vi blot er blevet en energikilde for noget der ikke engang kan nå menneskeheden til sokkeholderne. Vi genkender deres ondskab fra vores tidligere liv men de har ikke en eneste dråbe godhed i sig. De er summen af alle vores menneskereligioners dæmoner.

By Pierre Minik

Hello, my name is Pierre and I’m a human being born in 1984 that live on top of the world.

I’m an interfusing generalist with an insatiable thirst for knowledge. I love system thinking and discovering signals in the noise.

Leave a Reply